Værdigrundlag

 

Socialitet:
Den Danske Ordbog: ”det at være selskabelig, det at søge og være interesseret i samvær med andre”

På sporet vil vi støtte op om beboernes sociale netværk, både ifht familie, medbeboere og andre relationer.
Beboerne har lysten til at indgå i sociale relationer, men de mangler færdigheder ifht at skabe og vedligeholde disse relationer. De har svært ved at begå sig i sociale situationer og de forstår ikke altid de sociale spilleregler. Vores opgave er at hjælpe deres sociale kompetencer på vej og støtte dem i, at deltage i sociale relationer og sammenhænge, i det omfang de har lyst og magter det. Dette vil vi gøre for at de kan føle sig anerkendte og værdifulde i fællesskabet og for at styrke deres livskvalitet. Vi vil udvise rummelighed overfor deres til tider anderledes adfærd, så de føler sig trygge og respekterede. Vi vil arbejde med deres sociale kompetencer i mindre sociale sammenhænge, med struktur og tydelige rammer, som er overskuelige for den enkelte beboer.

Professionalisme:
Vi har specialiseret viden om målgruppen og kan omsætte den til praksis. Vi vægter faglig dokumentation og synliggørelse af det gode pædagogiske arbejde. Vi har faglig stolthed og tager ansvar for den pædagogiske praksis og bidrager til at videreudvikle denne. Det er vigtigt at aftaler holdes og at vi er loyale over for trufne beslutninger i gruppen. I pressede situationer/konflikter har vi evnen til at forholde os roligt, vi tager det nødvendige ansvar, samt rummer beboernes til tider udadreagerende adfærd. Vi får skabt balance/ro for beboerne ved selv at bevare roen og overblikket. Alle bærer ansvaret for at bidrage til den positive kultur og det gode arbejdsmiljø i huset.

Omsorg:
Vi arbejder ressourceorienteret og tilrettelægger en individuel struktur for hver beboer, med udgangspunkt i deres behov og ressourcer. Strukturen er dynamisk og vi kravstilpasser efter beboernes skiftende behov og overskud. Beboerne bliver accepteret, respekteret og værdsat for dem de er, uanset hvordan deres vanskeligheder kommer til udtryk.

Relationer:
Beboerne trives og udvikler sig igennem sunde relationer, hvor pædagogen bærer ansvaret for samspillet. Vi arbejder ressourceorienteret og tager udgangspunkt i det, der fungerer og de kompetencer beboerne allerede har. Igennem den gode og anerkendende relation kommer vi tæt på beboerne og skaber tillid, tryghed, trivsel og mulighed for udvikling. Vi vægter relationsarbejdet højt ifht netværk/familie og støtter beboerne i at udvikle og bibeholde disse relationer. Vi støtter op omkring forældrene, så de har de bedste muligheder for at have gode weekender sammen med deres børn.

Empati:
Beboernes stressniveau er til tider højt og der kan hurtigt og uden synligt varsel opstå frustrationer, her er det vigtigt, at vi er i stand til at aflæse beboerne inden det eskalerer. Dette kræver at personalet kender de ydre faktorer der kan skabe stress, samt at vide hvad der er stressdæmpende, feks; fysisk kontakt, musik. Det er vigtigt at vi er bevidste om spejlneuroner og deres betydning for at kunne takle disse situationer bedst muligt.

Trivsel:
Målet er at beboerne får en tryg hverdag, hvor de trives. At krav og udfordringer for den enkelte er tilpasset, så der er et godt udgangspunkt for udvikling af færdigheder, til at kunne klare en hverdag så selvhjulpen som muligt. Vi motiverer og inspirerer til fysisk aktivitet ved at tilbyde forskellige aktiviteter og derigennem finde det, der giver mening for den enkelte. Vi tilrettelægger aktiviteterne individuelt udfra den enkeltes behov, ønsker og ressourcer.